Tilbage på vingerne
Cabin Crew R:
Jeg begyndte at skrive på dette indlæg for nogle uger siden, og jeg havde tænkt mig, at jeg ville dele hvor glad jeg var for at alting var ved at være som de gode gamle dage før Covid. I mellemtiden er Omikron-varianten dog dukket op, og har kastet en stor skygge over min optimisme, da det ser ud som om vi bliver nødt til at tage et skridt tilbage, før vi atter kan bevæge os fremad. Mens vi alle holder vejret og finder mundbindene frem igen, vil jeg lige dele mit oprindelige indlæg, som er skrevet før vi kendte til Omikron, men efter, at jeg var vendt tilbage til mit job som cabin crew:
Det er fantastisk at se at folk er begyndt at flyve igen. De fleste af vores afgange er helt fyldte, og passagerne virke glade, ja nærmest ekstatiske, over at kunne rejse igen. Vi har salg ombord, og folk køber drinks og snacks som aldrig før, og er generelt høflige og i rigtig godt humør på trods af at de resterende restriktioner betyder, at man stadigvæk må regne med at rejsen er både mere besværlig og tidskrævende end inden pandemien.
Mine kollegaer er også glade for at være tilbage, og det er spændende at høre, hvad alle har lavet under pandemien. Mange af piloterne har arbejdet som buschauffører, taxichauffører og renovationsarbejdere, mens cabin crew i stor udstrækning har fundet arbejde som podere eller ved grænsepolitiet. De fleste har savnet arbejdet i luften, men det har trods alt også været positivt at opdage, at de kvalifikationer vi har med os fra luftfartsbranchen også har vist sig at kunne bruges i andre dele af arbejdsmarkedet, og at den store majoritet af mine kollegaer der blev afskediget eller sendt på orlov, faktisk fandt ny beskæftigelse relativt hurtigt.
Denne uge er jeg i Oslo, og billedet øverst i indlægget er udsigten fra mit hotelværelse. Jeg elsker december, og derhjemme er hele huset fyldt med julepynt. Der er ikke meget julehygge på hotellerne, så jeg besluttede derfor at tage lidt julestemning med hjemmefra, og jeg kan varmt anbefale, at du gør det samme. Det gør dit layover så meget hyggeligere, og det gør det lidt mindre træls at være væk fra familien i december. Aftensmad idag? Sikkert Peppes, Norges berømte pizzakæde (som faktisk er helt ok), som er et af de eneste steder, som har åbent i lufthavnen.